Hvad kan du forvente?
I hypnose afdækkes løsninger på et problem. Og da det sker i trance og der opstår indsigter på det dybe ubevidste plan, vil du muligvis allerede efter første session begynde at få glæde af den styrke og de ressourcer, du finder i dig selv og begynde at opleve en forbedring.
Al hypnose er selv-hypnose – man kan ikke tvinge nogen i hypnose. Du kender måske allerede trance-tilstanden fra meditation eller når du er lige ved at falde i søvn.
Trance er på samme tid dyb afspænding og skarp fokusering – netop som når vi dagdrømmer. Den dybe trance er en næsten svævende tilstand, hvor kroppen slapper helt af og tankerne flyder frit. I trance – og meditation – danner hjernen stoffer, der giver både fysisk og mentalt velvære. Og i trance og meditation styrkes kroppens immunforsvar. Du vil også lære metoder, du kan bruge selv, der forstærker den positive effekt af hypnose-terapien.
Jeg har ikke magten over en klient. Succes med at afhjælpe klientens problem afhænger i høj grad af klientens egen indsats.
Hvis du er indstillet på det og arbejder med i processen, vil du kunne opleve en hurtig og væsentlig forbedring af dit problem. Nogle oplever, at deres ubevidste fortsætter med at forbedre livskvaliteten på en række områder af deres liv – længe efter, de er holdt op med at gå i hypnose-terapi.